[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ 6 ] [ 7 ] [ 8 ] [ 9 ] [ 10 ] [ 11 ] [ 12 ] [ næste ]

Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på PowerPC
Kapitel 2 - Systemkrav


Dette kapitel beskriver, hvilket udstyr der kræves for at komme i gang med Debian. Der er også henvisninger til yderligere information om maskindele, der understøttes af GNU og Linux.


2.1 Understøttet udstyr

Debian har ikke flere krav til udstyret end Linuxkernen og GNU-værktøjerne har. Derfor kan Debian køre på enhver arkitektur eller platform, som Linuxkernen, libc og gcc findes til og hvor disse findes i Debianudgaver. Der er flere detaljer om powerpc-arkitektursystemer, som er testet med Debian, på siderne om Debianudgaver http://www.debian.org/ports/powerpc/.

Frem for at forsøge at beskrive alle de maskinopsætninger, der understøttes for PowerPC, vil kapitlet give generelle oplysninger og henvisninger til, hvor yderligere information findes.


2.1.1 Understøttede arkitekturer

Debian 3.0 understøtter elleve større arkitekturer og adskillige 'varianter' for hver arkitektur.

     Arkitektur           | Debian variant 
     ---------------------+-----------------------
     Intel x86-baseret    | i386
                          |   - vanilla
                          |   - idepci
                          |   - compact
                          |   - bf2.4 (eksperimentel)
                          | 
     Motorola 680x0:      | m68k
       - Atari            |   - atari
       - Amiga            |   - amiga
       - 68k Macintosh    |   - mac
       - VME              |   - bvme6000
                          |   - mvme147
                          |   - mvme16x
                          | 
     DEC Alpha            | alpha
                          |   - generic
                          |   - jensen
                          |   - nautilus
                          | 
     Sun SPARC            | sparc
                          |   - sun4cdm
                          |   - sun4u
                          |   
     ARM og StrongARM     | arm
                          |   - netwinder
                          |   - riscpc
                          |   - shark
                          |   - lart
                          | 
     IBM/Motorola PowerPC | powerpc
       - CHRP             |   - chrp
       - PowerMac         |   - powermac, new-powermac
       - PReP             |   - prep
       - APUS             |   - apus
                          | 
     HP PA-RISC           | hppa
       - PA-RISC 1.1      |   - 32
       - PA-RISC 2.0      |   - 64
                          |
     Intel ia64-baseret   | ia64
                          |
     MIPS (big endian)    | mips
       - SGI Indy/I2      |  - r4k-ip22
                          | 
     MIPS (little endian) | mipsel
       - DEC Decstation   |  - r4k-kn04
                          |  - r3k-kn02
                          |
     IBM S/390            | s390
                          |  - tape
                          |  - vmrdr
                          |
     ---------------------+----------------------------

Dette dokument omfatter installationen for powerpc-arkitekturen. Hvis du har brug for oplysninger om andre af de arkitekturer, Debian understøtter, kan du kigge på Debian-udgaver-siderne.


2.1.2 Understøttelse af CPU, bundkort og grafikkort

Der findes fire overordnede understøttede underarkitekturer til powerpc: PMac (Power-Macintosh), PReP, Apus og CHRP-maskiner. Udgaver til andre underarkitekturer såsom Be-Box og MBX, er på vej, men understøttes endnu ikke af Debian. Vi får muligvis en 64bit-udgave (Power3) en gang i fremtiden.

Apple (og i mindre grad et par andre producenter — Power Computing, for eksempel) laver serier af Macintosh-computere, der er baseret på PowerPC-processoren. I forbindelse med understøttelse af arkitekturer er de inddelt i NuBus, OldWorld PCI og NewWorld.

Macintosh-computere med 680x0-processorer tilhører ikke PowerPC-familien, men er i stedet m68k-maskiner. De starter med 'Mac II' eller har trecifrede modelnumre som Centris 650 eller Quadra 950. Apples PowerPC-modeller forud for iMac har firecifrede modelnumre.

NuBus-systemer understøttes endnu ikke af debian/powerpc. Linux/PPC-kernearkitekturen understøtter ikke disse maskiner. Man må i stedet bruge mikrokernen MkLinux Mach, som Debian endnu ikke understøtter. Det omfatter følgende:

Der findes en Linuxkerne samt begrænset hjælp på http://nubus-pmac.sourceforge.net/

Oldworld-systemer omfatter de fleste Power-Macintosh'er, der er udstyret med et diskettedrev og en PCI-bus. De fleste Macintosh'er baseret på 603, 603e, 604 og 604e er OldWorld-maskiner, heriblandt 7200, 7300, 7500, 7600, 8500, 8600, 9500 og 9600. Også de beige-farvede G3-systemer er OldWorld.

De såkaldte NewWorld PowerMacs er alle de PowerMacs, der er i et gennemsigtigt, farvet plastik-kabinet. Det omfatter alle iMacs, iBooks, G4-systemer, blå G3-systemer, samt de fleste PowerBook, der er produceret efter 1999. NewWorld PowerMac'er er også kendte for at bruge "rom i ram"-systemet til MacOS, og er produceret siden midten af 1998.

Udstyret i nyere Macintosh-systemer understøttes bedre af Linuxkerne 2.4. For nogle af dem virker kerne 2.2 slet ikke. Varianten new-powermac, der bruger kerne 2.4 er blevet tilføjet for at kunne følge med det nyeste udstyr. Den kan også installeres på OldWorld- og NewWorld-maskiner. De maskiner, hvortil new-powermac anbefales kraftigt er markeret med en stjerne herunder.

Specificationerne for Apple-udstyr findes i AppleSpec.

     Model-navn/nummer                                 Arkitektur
     ----------------------------------------------    ---------------
     
     Apple
     iMac Bondi Blue, 5 Flavors, Slot Loading        powermac-NewWorld
     iMac Summer 2000, Early 2001                    powermac-NewWorld 
     * iBook, iBook SE, iBook Dual USB               powermac-NewWorld 
     * iBook2                                        powermac-NewWorld 
     Power Macintosh Blue og White (B&W) G3          powermac-NewWorld
     * Power Macintosh G4 PCI, AGP, Cube             powermac-NewWorld 
     * Power Macintosh G4 Gigabit Ethernet           powermac-NewWorld 
     * Power Macintosh G4 Digital Audio, Quicksilver powermac-NewWorld 
     PowerBook G3 FireWire Pismo (2000)              powermac-NewWorld 
     PowerBook G3 Lombard (1999)                     powermac-NewWorld 
     * PowerBook G4 Titanium                         powermac-NewWorld 
     
     Performa 4400, 54xx, 5500                       powermac-OldWorld  
     Performa 6360, 6400, 6500                       powermac-OldWorld 
     Power Macintosh 4400, 5400                      powermac-OldWorld 
     Power Macintosh 7200, 7300, 7500, 7600          powermac-OldWorld 
     Power Macintosh 8200, 8500, 8600                powermac-OldWorld 
     Power Macintosh 9500, 9600                      powermac-OldWorld 
     Power Macintosh (Beige) G3 Minitower            powermac-OldWorld 
     Power Macintosh (Beige) Desktop, All-in-One     powermac-OldWorld 
     PowerBook 2400, 3400, 3500                      powermac-OldWorld 
     PowerBook G3 Wallstreet (1998)                  powermac-OldWorld 
     Twentieth Anniversary Macintosh                 powermac-OldWorld 
     Workgroup Server 7250, 7350, 8550, 9650, G3     powermac-OldWorld 
     
     Power Computing
     PowerBase, PowerTower / Pro, PowerWave          powermac-OldWorld 
     PowerCenter / Pro, PowerCurve                   powermac-OldWorld 
     
     UMAX
     C500, C600, J700, S900                          powermac-OldWorld 
     
     APS
     APS Tech M*Power 604e/2000                      powermac-OldWorld 
     
     Motorola 
     Starmax 3000, 4000, 5000, 5500                  powermac-OldWorld 
     Firepower, PowerStack Series E, PowerStack II   prep                
     MPC 7xx, 8xx                                    prep     
     MTX, MTX+                                       prep
     MVME2300(SC)/24xx/26xx/27xx/36xx/46xx           prep
     MCP(N)750                                       prep
     
     IBM RS/6000
     40P, 43P                                        prep
     Power 830/850/860 (6070, 6050)                  prep         
     6030, 7025, 7043                                prep             
     p640                                            prep 
     B50, 43P-150                                    chrp
     
     Amiga Power-UP-systemer (APUS)
     A1200, A3000, A4000                             apus

2.1.2.1 Grafikkort

Debians understøttelse af grafikkort bestemmes af det underliggende XFree86 X11-system. Den nyere AGP-videobus er i virkeligheden en tilpasset PCI-specifikation, så de fleste AGP-grafikkort fungerer under XFree86. Detaljer om understøttede grafikbusser, -kort, skærme og pegeredskaber findes på http://www.xfree86.org/. Debian 3.0 indeholder X11-version 4.1.0.


2.1.3 Flere processorer

Understøttelse af flere processorer — også kaldet "symmetrisk multi-processing" eller SMP — understøttes for denne arkitektur. Dog bruger Debian 3.0's standard-kerneaftryk ikke SMP. Dette burde ikke forhindre installation, da den almindelige ikke-SMP-kerne burde kunne starte SMP-systemer op. Kernen bruger ganske enkelt kun den første CPU.

For at gøre brug af flere processorer er du nødt til at erstatte Debians standardkerne. Beskrivelsen af, hvordan du gør dette, kan du finde i Oversættelse af en ny kerne, Section 9.5. Du kan aktivere SMP ved at vælge "symmetric multi-processing" under punktet "General" i kerneopsætningen (gældende for kerneversion 2.2.20).


2.2 Installationsmedier

I mange tilfælde vil den første opstart ske fra disketter med redningsdisketten. Normalt er alt, hvad du behøver, et høj-densitets (1440 kilobyte) 3,5-tommers diskettedrev. Understøttelsen af disketter på CHRP virker ikke for tiden.

Nogle arkitekturer understøtter cd-rom-baserede installationer. På systemer, der understøtter opstartbare cd'er, bør du kunne lave en installation helt uden brug af disketter . Selvom dit system ikke kan starte op fra en cd-rom, kan du bruge cd-rommen sammen med de andre teknikker til at installere dit system, så snart du er startet op på en anden måde. Se Opstart fra en cd-rom, Section 5.2.

Opstart af installationssystemet fra en harddisk er også en mulighed for mange arkitekturer.

Du kan også starte dit system op via netværket. En anden mulighed er diskløs opstart fra lokalnetværket og NFS-montering af alle de lokale filsystemer — du skal nok bruge mindst 16MB ram til en diskløs installation. Efter at styresystemets kerne er installeret, kan du installere resten af dit system på enhver form for netværksforbindelse (bl.a. PPP efter installation af basissystemet) med FTP, HTTP eller NFS.


2.2.1 Understøttede lagerenheder

Debians opstartsdisketter indeholder en kerne, som er designet til at virke på flest mulige systemer. Desværre giver det en større kerne, som indeholder mange drivere, der ikke vil blive brugt af din maskine (se hvordan du bygger din egen kerne i Oversættelse af en ny kerne, Section 9.5). Generelt prioriteres det højt at understøtte flest mulige enheder, for at Debian kan installeres på flest mulige systemer.

Alle lagersystemer, der understøttes af Linuxkernen, understøttes også af opstartssystemet. Bemærk, at den nuværende Linuxkerne slet ikke understøtter disketter på CHRP-systemer.


2.3 Krav til hukommelse og diskplads

Du skal have mindst 16MB hukommelse og 110MB harddisk-plads. Et minimalt, konsolbaseret system (alle standardpakkerne) kræver 250MB. For at installere en rimelig mængde programmer med X-vinduesystemet samt enkelte udviklingsprogrammer og biblioteker, skal du bruge mindst 400MB. En mere eller mindre komplet installation vil kræve omkring 800MB. For at installere alt, hvad Debian tilbyder, skal du nok bruge omkring 2GB. Faktisk giver det ikke engang mening at installere det hele, da visse pakker udelukker hinanden.


2.4 Netkort

Alle netkort (NIC), der understøttes af Linuxkernen, skulle også være understøttet på opstartsdisketterne. Det kan være nødvendigt at indlæse netkortsdriveren som et modul.


2.5 Andet udstyr

Linux understøtter en lang række udstyr som f.eks. mus, printere, skannere, PCMCIA- og USB-enheder. De fleste af disse enheder er dog ikke påkrævede under installationen. Dette afsnit giver oplysninger om enheder, der ikke understøttes af installationssystemet, selvom de kan være understøttet af Linux.


2.6 Køb af udstyr kun til GNU/Linux

Flere leverandører sælger systemer med Debian eller andre GNU/Linux-distributioner præinstalleret. Du skal muligvis betale mere for dette, men så får du til gengæld en vis sikkerhed for, at maskinen virker godt under GNU/Linux.

Hvad enten du køber et system med Linux installeret eller ej — selv et brugt system — er det stadig vigtigt at tjekke, at udstyret understøttes af Linuxkernen. Tjek, om dine maskindele er nævnt i referencerne ovenfor. Lad en eventuel sælger vide, at du er ude efter et Linuxsystem. Støt Linuxvenlige producenter af udstyr.


2.6.1 Undgå hemmelighedsomgærede maskindele

Visse producenter vil ganske enkelt ikke oplyse os om, hvordan man skriver drivere til deres udstyr. Andre vil ikke lade os få adgang til dokumentationen uden en fortrolighedsaftale, der ville forhindre os i at frigive kildeteksten til Linux.

Da vi ikke har fået adgang til dokumentationen til disse enheder, fungerer de ganske enkelt ikke under Linux. Du kan hjælpe ved at bede producenterne af udstyret om at frigive dokumentationen. Hvis tilstrækkeligt mange spørger, vil de opdage, at samfundet bag frit programmel er et vigtigt marked.


[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ 6 ] [ 7 ] [ 8 ] [ 9 ] [ 10 ] [ 11 ] [ 12 ] [ næste ]

Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på PowerPC

version 3.0.23, 15. May 2002
Bruce Perens
Sven Rudolph
Igor Grobman
James Treacy
Adam Di Carlo